Skal vi lege vis og se tilbage?
Er jeg blevet mere voksen?
Se, jeg kan stadig stille spørgsmål om mig selv. Hurra.
Hvad der overrasker mig er, at jeg virkede utroligt glad.
Jeg føler lidt at jeg har udviklet mig. Muligvis ikke på den gode måde.
Jeg synes at en masse ting distraherede mig, dengang.
Men okay, efter en bunke selvmordstanker bliver alt ligesom sat lidt i perspektiv.
- Mangler jeg en kæreste? Nej, jeg mangler lysten til livet igen. Jeg er begyndt at smage lidt på den. Igen. Heldigvis.
- Karoline er fucking ligegyldig, egentlig. Men så igen, jeg kan ikke bare afvise de følelser jeg engang havde. Engang.
- Livs-status? Whatever. Bare fucking smil.
Jeg tror stadig at jeg er den samme. Nu lugter jeg bare vildt meget af eksistentialistisk krise og post-modernisme.


